Portrætfoto – makeup og hår

Du har sandsynligvis læst et sted, at man laver en speciel, kraftigere makeup til fotosessioner, og det er til dels sandt: Hvis man laver et billeder som skal vise makeup’en, giver man den ekstra gas, men det er IKKE tilfældet ved et portræt. Hvis du anvender makeup, er hovedreglen den samme som for tøjet: Vi skal tage et portræt af dig, ikke din makeup, så afdæmpede farver er vejen frem.

Undgå hudprodukter som giver en skinnende overflade (olie!), og brug eventuelt en concealer som matcher din hudtone, hvis du har områder af hud med f.eks. rødmen, hvide pletter eller blodsprængninger.

Mange mænd vil hellere flække en arm på langs end blive set med makeup i ansigtet, men specielt hvis du har en tendens til nemt at komme til at svede lidt, kan en smule pudder sørge for at du ikke skinner som en glasbuste i panden og på næsen efter 5 minutter foran kameraet.

Håret bør være rent og luftigt, specielt hvis du har langt hår, og prøv så vidt muligt at få eventuelle genstridige lokker holdt fast med en smule hårspray eller gel, muligvis i kombination med nogle hårnåle om nødvendigt. Medbring et hårbånd hvis du har et meget stort hår, så vi kan give dig en hestehale hvis håret tager magten fra dit ansigt i billedet.

Under alle omstændigheder er det en god idé at komme i god tid til fotograferingen, så du har mulighed for at “køle af” et par minutter – det reducerer skinnende hud og rødmen i ansigtet, og giver dig tid til at checke tøj og hår en ekstra gang.

I sidste ende er mit job at få dig til at tage dig bedst muligt ud på dit portræt, så det bedst muligt afspejler både dig som person, men også dig i din professionelle gøren.

Du kan læse mere om mine portrætløsninger her.

GemGem

GemGem

GemGem