Jysk Truckservice Finansiering, Leje og Leasing

Selvom behovet for en gaffeltruck i virksomhedens drift er tydeligt, er det ikke altid muligt eller hensigtsmæssigt at gribe dybt i lommeulden og købe maskinen kontant. Derfor har Jysk Truckservice en række forskellige muligheder for at hjælpe med alternativer.

Den første mulighed er at leje maskinen, hvis den kun skal anvendes i kortere tid. Nøgternt set er det naturligvis dyrere end at lease eller købe, men hvis det kun er for at afhjælpe en spidsbelastning i nogle få måneder, er det til enhver tid nemmere, rent praktisk, og samtidig uden nogen risiko for at stå med et værditab efter endt brug. En korttids-leje kan også bruges til at afklare det reelle behov for en gaffeltruck i virksomhedens drift, og forhindre et fejlkøb. Vi kan lave lejeaftaler helt ned til en enkelt måned, og det gælder både vores el-truck, diesel-truck, gas-truck, palleløfter eller el-stabler – hvis vi har det, kan det lejes.

Hvis maskinen skal bruges permanent i driften, er køb eller leasing en bedre løsning end leje.

Et kontant køb er selvfølgelig altid en mulighed, men det er ikke altid den bedste løsning. Hvis valget står mellem at købe en maskine kontant og finansiere den daglige drift over kassekreditten, eller finansiere maskinen og håndtere den daglige drift kontant, vil finansieringen af maskinen næsten altid være den billigste løsning, fordi kreditor har en vis sikkerhed for gælden. Vi kan hjælpe med en konkurrencedygtig finansieringsaftale og supplerer den gerne med en serviceaftale.

Leasing af den nye gaffeltruck kan gøres på to måder: Finansiel leasing eller operationel leasing.

Den finansielle leasing er i princippet som at låne pengene til købet i banken, men ydelserne på leasingaftalen bliver en løbende driftsudgift i stedet for en flerårig afskrivning. Vi kan supplere den finansielle leasing med en serviceaftale, skræddersyet til dit behov.

Operationel leasing er for dig, der gerne vil kende den månedlige udgift til driften af din gaffeltruck ned til sidste krone. Aftalen inkluderer en komplet serviceaftale med tilkaldevagt, og medmindre du kører gaffeltrucken gennem gavlen på huset, kommer der ikke yderligere udgifter. Specielt i virksomheder med et forudsigeligt flow af penge men en lille indtjeningsmargen, kan denne anskaffelsesmetode være en rigtig god idé – det nytter ikke at en enkelt dyr reparation kan kaste grus i maskineriet.