Firmaprofilering – planlægning og forberedelse

De fleste virksomheder oplever på et tidspunkt et behov for at få lavet billeder, som skal bruges til at fortælle den lidt mere generelle historie om virksomheden, dens produkter og services. Disse billeder kræver måske lidt mere planlægning og forberedelse, end de fleste umiddelbart forventer, og vi starter med noget som kan synes banalt, men som ikke desto mindre er en uhyre vigtig del af forberedelserne:

Sørg for, at der er pænt, rent og ryddeligt, før billederne skal tages.

Et foto viser ingen nåde når det kommer til rod og uorden, for det giver alt for meget tid til at bemærke ting, man normalt ville overse. Det er derfor pinedød nødvendigt, at der tages et ekstra nap i de lokaler, produktionshaller eller lignende, hvor vi skal fotografere. Planlægning og forberedelse foregår ikke kun bag skrivebordet – nogen gange giver det beskidte bukser.

Hvis vi skal fotografere bygninger og omgivelser, er det vigtigt at vores planlægning tager højde for vejret, årstiden og eventuelle trafikmønstre, så vi ikke skal bruge uforholdsmæssig lang tid på at vente på at kunne tage et pænt billede med passende lys, eller uden alt for mange distraherende lastbiler i omgivelserne.

Mange betonbygninger eller bygninger med store glasflader tager sig væsentligt bedre ud i morgen- eller aftenlys, og det er bestemt ikke ligegyldigt for vores planlægning om der står juni eller oktober i kalenderen i dette tilfælde.

Sikkerheden er vigtig. Skovlen på en teleskop-læsser eller en 8 meter stige er IKKE en brugbar platform for fotografering. Mandskabskurve og godkendte stilladser, ellers kommer det ikke til at ske. Ja, vi er nogle tøsedrenge… men vi er aldrig blege for at tage imod en ny udfordring.

Læs mere og find ud af, om en firmaprofileringsopgave er noget for dig her.