Firmaprofilering – eventfotos, portrætter og lovgivning

Ved fotografering i forbindelse med f.eks. produktlanceringer, kundedage, jubilæer og lignende, skal man være opmærksom på, at der er nogle ret strikse begrænsninger på, hvilken type billeder der kan offentliggøres på internettet, uden at komme i klammeri med persondata-lovgivningen.

Hvis der er tale om et portræt i lovens forstand, må billedet som udgangspunkt ikke offentliggøres på internettet uden personens samtykke. Et portræt i den sammenhæng kan f.eks. være en person som fotograferes, mens vedkommende håndterer et produkt, står med en gave eller holder en tale – altså med personen som det helt primære motiv i billedet.

Samtykket bør altid og uden undtagelse gøres skriftligt, så der ikke senere opstår misforståelser. Alternativt risikerer man senere at stå i suppedasen og være tvunget til at fjerne en stribe billeder fra hjemmesiden, Facebook, LinkedIn og hvor man nu ellers har fortalt om arrangementet.

Kan man af praktiske årsager ikke skaffe et samtykke, er det bedst at holde sig til gruppebilleder og generelle stemningsbilleder uden en enkelt person i centrum.

Der er desuden en enkelt passus fra Datatilsynets vejledning, som man skal være ekstra opmærksom på, idet nogle stemningsbilleder heller ikke må offentliggøres uden samtykke:

  • Billeder optaget af ansatte på arbejde i en privat virksomhed eller en offentlig myndighed.
  • Billeder af kunder i en forretning, i banken, på posthuset m.v.
  • Besøgende på en bar, natklub, diskotek eller lignende.

Den komplette vejledning kan findes her:http://www.datatilsynet.dk/borger/internettet/billeder-paa-internettet/

Har du brug for yderligere vejledning, står vi også klar til at rådgive netop din virksomhed. Du kan kontakte os helt uforpligtende her.